Iagttagelser på institutionsbesøget

Tirsdag den 18 september tog min gruppe og jeg på udflugt til en institution nord for byen. Målet var at finde institutionen, foretage en iagttagelse af stedet og få et interview med en pædagog. Vi kørte ud af byen og passerede adskillige småbyer omgivet at grønne marker og træer. Da vi havde kørt ca. 20 minutter kørte vi ind i et hyggeligt lille lokalsamfund med huse, enkelte forretninger og natur så langt man kunne se.
Klokken var 11.30 da vi stod ud af bilen og stod på p-pladsen foran en større bygning. Der var ingen mennesker at se udenfor så vi gik ind i kontor og skolebygningen, hvor vi fik anvist vej til hende vi skulle tale med.
På vej ned til det hus hvor hun opholdt sig mødte man ikke et øje. Der var ikke ét menneske, hvilket undrede mig, indtil vi fik at vide, at børnene jo var i skole. Vi fik en hurtig rundvisning gennem udendørsarealerne til de fire huse hvor børnene bor. Det var et rart sted omgivet af grønne marker.. Der var masser af plads og rig mulighed for udendørsaktiviteter. Legeplads for de mindste, crossbane, ridebane, trampoliner, volleyballbane, værksted og stald. Slaraffenland for børn og barnlige sjæle tænkte jeg, da vi blev vist rundt udenfor. Det var et rart sted. Der var lige blevet slået græs i nærheden, så det duftede dejligt friskt.
Vi kom også til husene hvor børnene boede- ti i hver. De lignede ganske almindelige, dog store rødstenshuse i et plan. Indenfor var de bygget op omkring et fællesareal med åbent køkken og spiseplads. Det virkede en smule institutionsagtigt på mig indenfor. Der var ikke mange pynteting på reoler og vægge, alt i alt syntes jeg spiserummet var lidt tomt og ikke særlig indbydende. Der var hvide vægge overalt og møblerne var nogle man kan finde i alle institutioner. Gardinerne og dugen på bordet var det eneste farve jeg husker i det rum. Hvis man derimod sad ved spisebordet var udsigten ud af vinduet meget flot. Grønt så langt øjet kunne se. Det virkede beroligende på mig.
Det indtryk jeg havde fået af at fællesrummet virkede ret institutionsagtigt, blev bedre da vi kom ud på gangene, der førte til børnenes værelser. Der lå lidt rod som sko og overtøj og den slags. Rart at man faktisk kunne se der boede mennesker. Børnenes værelser var gode i størrelsen og bar klart præg af, at de selv måtte vælge hvad de kunne lide at have derinde. De værelser vi så var typiske ungdomsværelser med skrivebord, seng, radio/tv-reol og med idolplakater på væggene. Rart med mulighed for lidt individuelitet.
Jeg fik et godt indtryk af stedet. En særskilt oase i et lille lokalsamfund. Landlig idyl, ingen larm, totalt ro - langt væk fra byens larm og utryghed.
(Mette)