Skolehjem
Vi kom til skolehjemmet, hvor vi skulle lave vores interview med en ansat på denne institution. Det var nogle røde og gule bygninger vi først så. Vi gik ind på kontoret og blev vist over på en anden afdeling, hvor hende vi skulle snakke med var. Vi gik ned af nogle fliser med græs på begge sider. Der var lige slået græs og det lugtede vidunderligt. Vi kom ned til en anden bygning og fandt hende vi skulle tale med.
Sammen fik vi en rundvisning, hvor vi fik set hele skolehjemmets område. Det var meget grønt. De havde både heste og geder, en gokartbane og legeplads. Det hele så meget hyggeligt ud, men man kunne samtidigt se, at vi var i en lille by pga. de grønne marker der indrammede institutionen. Henne ved heste stalden så vi en anden ansat stå og hjælpe en pige på ca. 13 år med at rense hestens hove. Hun råbte op meget højt, at hun ikke gad at gå til ridning længere. Det virkede lidt skræmmende.
Ellers gik vi rundt og så resten af bygningerne. Så deres værelser og spisestue, stue, køkken osv. De fleste af bygningerne var meget velholdte og flotte. De unge havde også rigtig gode værelser. De var rimelige store. Mens vi sidder i køkkenet og interviewer kvinden vi skulle snakke med, kommer en teenagers pige ind, hende vi snakkede med fortæller, at de havde fundet pigens jakke over i stalden med nøgler og det hele i lommerne. Pigen siger bare ja ja og går sin vej. Vi forsætter interviewet inde i køkkenet, hvor der hænger opslagstavler med forskellige mærkater på. Der er bl.a. mærkater med at de hver i sær skal huske at børste tænder og vaske hænder. Samtidigt kan man også se, hvor lang tid de skal være i skole, hvem der skal til dans eller fodbold og hvad klok det hele foregår. Vi afslutter interviewet kvart i 12 fordi børnene snart kommer og skal have frokost.
Jeg gik personligt derfra med en rigtig god fornemmelse af stedet, og det er helt sikkert også sådan noget jeg kunne tænke mig at lave engang.
- Tina Jørgensen.
onsdag den 26. september 2007
INTERVIEWGUIDE
Brugeren:
1. Hvor mange brugere er der på institutionen?
- Hvilke brugere er det?
- Hvorfor er de anbragt her?
- Hvilken aldersgruppe er de?
- Hvad sker der med brugeren, når de bliver 18 år?
Forældre/pårørende samarbejde:
2. Hvordan er samarbejdet mellem institutionen og forældrene?
- Hvordan er sammenværdet mellem bruger og forældre?
- Blander forældrene sig i jeres arbejde?
- Hvad gør i hvis de gør? Hvordan?
Pædagogernes arbejde:
3. Hvordan er dagligdagen for pædagogerne her?
- Hvilken pædagogik anvender i?
- Hvorfor?
- Hvordan undgår i at tage arbejdet med hjem?
- Hvordan udarbejder i handleplaner?
1. Hvor mange brugere er der på institutionen?
- Hvilke brugere er det?
- Hvorfor er de anbragt her?
- Hvilken aldersgruppe er de?
- Hvad sker der med brugeren, når de bliver 18 år?
Forældre/pårørende samarbejde:
2. Hvordan er samarbejdet mellem institutionen og forældrene?
- Hvordan er sammenværdet mellem bruger og forældre?
- Blander forældrene sig i jeres arbejde?
- Hvad gør i hvis de gør? Hvordan?
Pædagogernes arbejde:
3. Hvordan er dagligdagen for pædagogerne her?
- Hvilken pædagogik anvender i?
- Hvorfor?
- Hvordan undgår i at tage arbejdet med hjem?
- Hvordan udarbejder i handleplaner?
mandag den 24. september 2007
Iagttagelser på institutionsbesøget
Tirsdag den 18 september tog min gruppe og jeg på udflugt til en institution nord for byen. Målet var at finde institutionen, foretage en iagttagelse af stedet og få et interview med en pædagog. Vi kørte ud af byen og passerede adskillige småbyer omgivet at grønne marker og træer. Da vi havde kørt ca. 20 minutter kørte vi ind i et hyggeligt lille lokalsamfund med huse, enkelte forretninger og natur så langt man kunne se.
Klokken var 11.30 da vi stod ud af bilen og stod på p-pladsen foran en større bygning. Der var ingen mennesker at se udenfor så vi gik ind i kontor og skolebygningen, hvor vi fik anvist vej til hende vi skulle tale med.
På vej ned til det hus hvor hun opholdt sig mødte man ikke et øje. Der var ikke ét menneske, hvilket undrede mig, indtil vi fik at vide, at børnene jo var i skole. Vi fik en hurtig rundvisning gennem udendørsarealerne til de fire huse hvor børnene bor. Det var et rart sted omgivet af grønne marker.. Der var masser af plads og rig mulighed for udendørsaktiviteter. Legeplads for de mindste, crossbane, ridebane, trampoliner, volleyballbane, værksted og stald. Slaraffenland for børn og barnlige sjæle tænkte jeg, da vi blev vist rundt udenfor. Det var et rart sted. Der var lige blevet slået græs i nærheden, så det duftede dejligt friskt.
Vi kom også til husene hvor børnene boede- ti i hver. De lignede ganske almindelige, dog store rødstenshuse i et plan. Indenfor var de bygget op omkring et fællesareal med åbent køkken og spiseplads. Det virkede en smule institutionsagtigt på mig indenfor. Der var ikke mange pynteting på reoler og vægge, alt i alt syntes jeg spiserummet var lidt tomt og ikke særlig indbydende. Der var hvide vægge overalt og møblerne var nogle man kan finde i alle institutioner. Gardinerne og dugen på bordet var det eneste farve jeg husker i det rum. Hvis man derimod sad ved spisebordet var udsigten ud af vinduet meget flot. Grønt så langt øjet kunne se. Det virkede beroligende på mig.
Det indtryk jeg havde fået af at fællesrummet virkede ret institutionsagtigt, blev bedre da vi kom ud på gangene, der førte til børnenes værelser. Der lå lidt rod som sko og overtøj og den slags. Rart at man faktisk kunne se der boede mennesker. Børnenes værelser var gode i størrelsen og bar klart præg af, at de selv måtte vælge hvad de kunne lide at have derinde. De værelser vi så var typiske ungdomsværelser med skrivebord, seng, radio/tv-reol og med idolplakater på væggene. Rart med mulighed for lidt individuelitet.
Jeg fik et godt indtryk af stedet. En særskilt oase i et lille lokalsamfund. Landlig idyl, ingen larm, totalt ro - langt væk fra byens larm og utryghed.
(Mette)
onsdag den 19. september 2007
Opgave i IIS
Lovgrunddlaget for institutionen i henholdsvis lov om social service. § 46 særlig støtte til børn og unge, stk. 3.
Stk.3 : Barnet og den unges synspunkter skal inddrages i overensstemmelse med alder og modenhed.
En lille fiktiv historie udfra dilemmaet ved §46 stk.3.
Søren er en dreng på 17 år, som bor på "Hjortelev Skolehjem". Mentalt set er Søren sent udviklet, han er vurderet til psykisk at være 8-9 år gammel.
Søren går til håndbold ved siden af skolen i den lokale idrætsforening. Holdet har arrangeret en julefrokost med alkohol og overnatning, og Søren vil gerne med. Her opstår et dilemma, hvordan bestemmer man om Søren må komme med eller ej?
Stk.3 : Barnet og den unges synspunkter skal inddrages i overensstemmelse med alder og modenhed.
En lille fiktiv historie udfra dilemmaet ved §46 stk.3.
Søren er en dreng på 17 år, som bor på "Hjortelev Skolehjem". Mentalt set er Søren sent udviklet, han er vurderet til psykisk at være 8-9 år gammel.
Søren går til håndbold ved siden af skolen i den lokale idrætsforening. Holdet har arrangeret en julefrokost med alkohol og overnatning, og Søren vil gerne med. Her opstår et dilemma, hvordan bestemmer man om Søren må komme med eller ej?
mandag den 17. september 2007
Analyse af gruppe 3´s eventyr udfra aktantmodellen.
En fortælling
Resumé:
Historien handler om en gammel dame, som tit sidder ved sit vindue, hvor hun derfra kan se 3 børn lege. En dag er der kun 2 børn, det undre den gamle dame og hun finder ud af, at det tredje barn er syg, og har brug for en dyr medicin for at blive rask. Barnets familie har ikke råd, så damen giver penge til familien, så de kan købe medicinen og barnet bliver rask igen. Derefter bliver hun en del af familien.
Hovedpersonen: Den gamle dame
Modstandere: Sygdommen
Hjælpere: Medicin og penge
Mål: Få børnene samlet igen
Belønning: Får en ny familie
Resumé:
Historien handler om en gammel dame, som tit sidder ved sit vindue, hvor hun derfra kan se 3 børn lege. En dag er der kun 2 børn, det undre den gamle dame og hun finder ud af, at det tredje barn er syg, og har brug for en dyr medicin for at blive rask. Barnets familie har ikke råd, så damen giver penge til familien, så de kan købe medicinen og barnet bliver rask igen. Derefter bliver hun en del af familien.
Hovedpersonen: Den gamle dame
Modstandere: Sygdommen
Hjælpere: Medicin og penge
Mål: Få børnene samlet igen
Belønning: Får en ny familie
Den lille ridder
Berettermodellen:
Anslag:
Morgen på slottet. Fortælleren starter: ” Der var engang” . Nu ved vi at vi skal se et eventyr.Der zoomes ind på slottet.
Præcentation:
Vi møder slottets beboerer : kongen, troldmanden, prinsessen, køkkendrengen osv. Desuden høre man en drage brøle i det fjerne, nu ved vi at der er en fare udenfor slottets murer.
Uddybning:
Her beskrives hvordan kongen har befalet, at der skal være ro og at det er forbudt at være vred, fordi det gør ham ked af det. Køkkendrengen vil gerne være ridder og dræbe dragen, men det falder ikke i god jord, fordi han larmer.
PONR:
Køkkendrengen forvises fra slottet af troldmanden og er nu alene. Han får sværdet af prinsessen og er nu klar til at drage ud i verden for at nå sit mål.
Konfliktoptr:
På hans rejse kommer han til 3 slotte hvor han beder om hjælp til at lære at blive ridder. Ingen af de folk han møder kan hjælpe ham. Endeligt kommer han til bymuren hvor han høre dragen udenfor.
Klimaks:
Drengen møder dragen og kæmper med den. Han vinder magiske kræfter og drager nu tilbage til slottet for at besejre troldmanden.
Udtoning:
Troldmanden må trække sig fra magten, drengen har vundet kampen. Han bliver slået til ridder og får prinsessen og det halve kongerige. ”Og de levede lykkeligt…”
Aktantmodellen:
Helt: (drengen)
Modstandere: (troldmanden og dragen)
Hjælpere: (prinsessen og de tre høns).
Projekt/mål: mål med rejsen er at blive ridder, og for at kunne blive det, må han finde og bekæmpe den drage, som troldmanden påstår ikke eksisterer.
Belønning : Prinsessen og det halve kongerige.
Anslag:
Morgen på slottet. Fortælleren starter: ” Der var engang” . Nu ved vi at vi skal se et eventyr.Der zoomes ind på slottet.
Præcentation:
Vi møder slottets beboerer : kongen, troldmanden, prinsessen, køkkendrengen osv. Desuden høre man en drage brøle i det fjerne, nu ved vi at der er en fare udenfor slottets murer.
Uddybning:
Her beskrives hvordan kongen har befalet, at der skal være ro og at det er forbudt at være vred, fordi det gør ham ked af det. Køkkendrengen vil gerne være ridder og dræbe dragen, men det falder ikke i god jord, fordi han larmer.
PONR:
Køkkendrengen forvises fra slottet af troldmanden og er nu alene. Han får sværdet af prinsessen og er nu klar til at drage ud i verden for at nå sit mål.
Konfliktoptr:
På hans rejse kommer han til 3 slotte hvor han beder om hjælp til at lære at blive ridder. Ingen af de folk han møder kan hjælpe ham. Endeligt kommer han til bymuren hvor han høre dragen udenfor.
Klimaks:
Drengen møder dragen og kæmper med den. Han vinder magiske kræfter og drager nu tilbage til slottet for at besejre troldmanden.
Udtoning:
Troldmanden må trække sig fra magten, drengen har vundet kampen. Han bliver slået til ridder og får prinsessen og det halve kongerige. ”Og de levede lykkeligt…”
Aktantmodellen:
Helt: (drengen)
Modstandere: (troldmanden og dragen)
Hjælpere: (prinsessen og de tre høns).
Projekt/mål: mål med rejsen er at blive ridder, og for at kunne blive det, må han finde og bekæmpe den drage, som troldmanden påstår ikke eksisterer.
Belønning : Prinsessen og det halve kongerige.
torsdag den 13. september 2007
min aktivitet
Jeg var i praktik på et fritidshjem, og min praktikvejleder og jeg var blevet enige om at jeg skulle prøve at stå for en aktivitet for drengene i aldersgruppen 8-9 år.
Jeg var meget spændt på om jeg kunne holde ders koncentration, ihvertfald reserverede jeg "salen", så vi havde rigeligt med plads. Jeg havde på forhånd udvalgt to lege.
Da drengene kommer fra skole går vi i salen, her forklarer jeg hvad der skal ske. Undervejs prøver drengene min tålmodighed af, de skal nemlig lige finde ud af hvor de har mig.
Alt i alt lykkedes det meget godt, drengene gik glade derfra og det virkede som om de havde hygget sig. Den teori fik jeg så bekræftet dagen efter, hvor flere af drengene kom og spurgte mig: "skal vi ikke ind og lege med dig igen i dag?"
Jeg var meget spændt på om jeg kunne holde ders koncentration, ihvertfald reserverede jeg "salen", så vi havde rigeligt med plads. Jeg havde på forhånd udvalgt to lege.
Da drengene kommer fra skole går vi i salen, her forklarer jeg hvad der skal ske. Undervejs prøver drengene min tålmodighed af, de skal nemlig lige finde ud af hvor de har mig.
Alt i alt lykkedes det meget godt, drengene gik glade derfra og det virkede som om de havde hygget sig. Den teori fik jeg så bekræftet dagen efter, hvor flere af drengene kom og spurgte mig: "skal vi ikke ind og lege med dig igen i dag?"
Lise og heksen
Det var en ganske almindelig tirsdag formiddag. Lille Lise var hjemme med mor i dag, fordi hun var syg – ikke alvorligt, bare lidt forkølet. Lise boede i et gammelt hus, der var ved at falde sammen. Det var de fleste af husene i området.
Lise sad i vinduet og kiggede ud. Fra vinduet så hun over på heksens hus. Det var hendes søster, der havde fortalt, at der boede en heks derovre. Det så også meget uhyggeligt ud, fordi malingen var skallet af og vinduerne var i stykker. Foran huset stod der kasser med trylleurter.
Pludselig kom der et vindstød og bladene i gården hvirvlede rundt. Lise syntes det så flot ud, når bladene dalede til jorden. Hun ville gerne se det tættere på, så derfor lænede hun sig lidt udover vindueskarmen. I det samme kom der endnu et vindstød og Lise fik overbalance og faldt ud.
Mens Lise faldt mod jorden blev alt under hende levende. Vandslangerne havde pludselig øjne og hugtænder og snoede sig som rigtig slanger. Bladene, som ellers havde lagt i en stor flot bunke, hvirvlede op og en stor sten kom til syne. Heldigvis landede hun ikke på stenen, men ramte jorden med et bump. BUMP! Hun slog sig og tårerne trillede ud af øjnene på hende.
Heksen i huset overfor havde set det hele og skyndte sig ud til Lise. Lige blev skræmt fra vid og sans og skreg ”MOAR”. Heksen kom nærmere og nærmere og sagde med sin hæse stemme: ”Lille pige kom til mig” ”Nej NEJ! Det vil jeg ikke” skreg Lise. (Heksen var faktisk utrolig grim, med en stor vorte på hendes store krumme næser. Hun havde gråt hår, som et sort tørklæde holdt på og en stor sort kjole. Heksen haltede og derfor havde hun en stok!)
Da afstanden mellem dem var på 1 meter, løftede heksen sin arm, så faretruende at Lise lukkede øjnene i frygt for slaget. Lise ventede og ventede, men smerten kom aldrig. Lise åbnede først det ene øje og tænkte på at løbe væk, men men men…. Hun kunne ikke løbe, for hun havde slået sin fod temmelig meget, da hun faldt. Så åbnede hun det andet øje og opdagede at den onde heks, havde fremstrakt sin hånd i en bemærkelsesværdig venlig gestus… Ville heksen hjælpe Lise? Dette ville hun.
Heksen fik Lise på benene og stod så Lise kunne støtte sig til hende. Sammen humpede de over til heksens hus, hvor Lise blev sat i en stol og fik forbinding på foden, samt et glas saftevand. Heksen var i virkeligheden ikke en heks, men en rar gammel dame, der ikke havde været heldig med udseendet.
Selv den dag i dag er Lise og ”heksen” stadig venner og Lise er tit over og få saftevand eller blive passet, hvis hun er syg. Den gamle dame kan sådan nogle gode historier…
Lise sad i vinduet og kiggede ud. Fra vinduet så hun over på heksens hus. Det var hendes søster, der havde fortalt, at der boede en heks derovre. Det så også meget uhyggeligt ud, fordi malingen var skallet af og vinduerne var i stykker. Foran huset stod der kasser med trylleurter.
Pludselig kom der et vindstød og bladene i gården hvirvlede rundt. Lise syntes det så flot ud, når bladene dalede til jorden. Hun ville gerne se det tættere på, så derfor lænede hun sig lidt udover vindueskarmen. I det samme kom der endnu et vindstød og Lise fik overbalance og faldt ud.
Mens Lise faldt mod jorden blev alt under hende levende. Vandslangerne havde pludselig øjne og hugtænder og snoede sig som rigtig slanger. Bladene, som ellers havde lagt i en stor flot bunke, hvirvlede op og en stor sten kom til syne. Heldigvis landede hun ikke på stenen, men ramte jorden med et bump. BUMP! Hun slog sig og tårerne trillede ud af øjnene på hende.
Heksen i huset overfor havde set det hele og skyndte sig ud til Lise. Lige blev skræmt fra vid og sans og skreg ”MOAR”. Heksen kom nærmere og nærmere og sagde med sin hæse stemme: ”Lille pige kom til mig” ”Nej NEJ! Det vil jeg ikke” skreg Lise. (Heksen var faktisk utrolig grim, med en stor vorte på hendes store krumme næser. Hun havde gråt hår, som et sort tørklæde holdt på og en stor sort kjole. Heksen haltede og derfor havde hun en stok!)
Da afstanden mellem dem var på 1 meter, løftede heksen sin arm, så faretruende at Lise lukkede øjnene i frygt for slaget. Lise ventede og ventede, men smerten kom aldrig. Lise åbnede først det ene øje og tænkte på at løbe væk, men men men…. Hun kunne ikke løbe, for hun havde slået sin fod temmelig meget, da hun faldt. Så åbnede hun det andet øje og opdagede at den onde heks, havde fremstrakt sin hånd i en bemærkelsesværdig venlig gestus… Ville heksen hjælpe Lise? Dette ville hun.
Heksen fik Lise på benene og stod så Lise kunne støtte sig til hende. Sammen humpede de over til heksens hus, hvor Lise blev sat i en stol og fik forbinding på foden, samt et glas saftevand. Heksen var i virkeligheden ikke en heks, men en rar gammel dame, der ikke havde været heldig med udseendet.
Selv den dag i dag er Lise og ”heksen” stadig venner og Lise er tit over og få saftevand eller blive passet, hvis hun er syg. Den gamle dame kan sådan nogle gode historier…
Sygdom og venskab
2 middelaldrene mænd går til træning i et dagcenter 3 gange om ugen. A har været kronisk syg i mange mange år, og B er pludselig blevet syg, efter et slagtilfælde.
De træner og træner og mens de opbygger deres krop, opstår også et venskab. A og B begynder at maile sammen først jævnligt, så oftere. A er meget lys i sit livssyn, så i stedet for at se negativt på sin sygdom er han meget åben og sarkastisk med det. Gennem sin sarkasme og åbenhed får A, B med på vognen og B's livskvalitet bliver meget bedre. A er meget støttende og da B igen får et slagtilfælde og går bort, er hans sidste ord til sin famile at de skal huske at ringe til A.
De træner og træner og mens de opbygger deres krop, opstår også et venskab. A og B begynder at maile sammen først jævnligt, så oftere. A er meget lys i sit livssyn, så i stedet for at se negativt på sin sygdom er han meget åben og sarkastisk med det. Gennem sin sarkasme og åbenhed får A, B med på vognen og B's livskvalitet bliver meget bedre. A er meget støttende og da B igen får et slagtilfælde og går bort, er hans sidste ord til sin famile at de skal huske at ringe til A.
Min Klasselærer
Denne historie foregår på en ganske alimidelig skole i en almindelig landsby. Vores person, lad os kalde hende Line, går i 7. klasse. Klassen var begyndt, at holde aftenfødselsdage uden alkohol o.s.v.
Line fortæller her hendes beretning:
"Når vi havde været til aftenfødselsdag var det næsten blevet en tradition, at min lærer tog mig ud på gangen - kun mig og hende, mens resten af klassen forsat havde undervisning. Ude på gangen stod min lærer og udspurgte mig om en anden pige fra klassen. Hun (den anden pige) var lidt fremme i skoen, men jeg skulle altså stå og fortælle, hvad hun havde haft på af tøj til fødselsdagen, om hun havde kysset på nogle med mere.
Jeg stod altså ude på gangen hver mandag efter fødselsdage og udgav min veninde. Til gengæld fik jeg plakater af bands, som jeg var vilde med.
Jeg følte mig luset, men der kom dog heldigvis en stopper for det, efter jeg havde fortalt min far, hvad der foregik og han havde haft en snak med min lærer.
Derved skete det ikke igen - kun med mig, men alle pigerne i klassen skulle fortælle om pigen, mens hun og drengene sad i computerlokalet."
Line fortæller her hendes beretning:
"Når vi havde været til aftenfødselsdag var det næsten blevet en tradition, at min lærer tog mig ud på gangen - kun mig og hende, mens resten af klassen forsat havde undervisning. Ude på gangen stod min lærer og udspurgte mig om en anden pige fra klassen. Hun (den anden pige) var lidt fremme i skoen, men jeg skulle altså stå og fortælle, hvad hun havde haft på af tøj til fødselsdagen, om hun havde kysset på nogle med mere.
Jeg stod altså ude på gangen hver mandag efter fødselsdage og udgav min veninde. Til gengæld fik jeg plakater af bands, som jeg var vilde med.
Jeg følte mig luset, men der kom dog heldigvis en stopper for det, efter jeg havde fortalt min far, hvad der foregik og han havde haft en snak med min lærer.
Derved skete det ikke igen - kun med mig, men alle pigerne i klassen skulle fortælle om pigen, mens hun og drengene sad i computerlokalet."
tirsdag den 11. september 2007
"situationsfornemmelse?"
Dette handler om en aften på mit arbejde, som vikar i udegruppen på et plejehjem.
Efter vores første runde på madturen holder mine kollegaer og jeg pause i vores møderum. Vi har spist og sidder nu stille og roligt og snakker om aftenens begivenheder, da det pludselig banker på vinduet. To af mine kollegaer ignorerer lyden, og snakker videre. Jeg rejser mig og går udenfor, for at se, hvem det er. En ældre dement dame, står fortvivlet i sit nattøj og ved ikke hvor hun er.
Jeg henter mine to kollegaer, som er uddannet inde for området, for jeg kender ikke damen. De kommer ud til hende, mens de griner højt. Damen spørger fortvivlet: " Hvor er jeg henne?" Den ene af mine kollegaer siger: " Du er nok lige ude og gå en tur!" Hvorefter hun endnu engang griner højlydt. Den ældre dame, er stadig forvirret og ved ikke rigtig, hva hun skal svare til dette, og begynder at græde. Mine to kollegaer tager damen under hver sin arm, hvorefter de bevæger sig hen mod hendes beskyttede bolig. De er overgearet hele vejen derhen, mens de stadig skriger af grin.
Efter vores første runde på madturen holder mine kollegaer og jeg pause i vores møderum. Vi har spist og sidder nu stille og roligt og snakker om aftenens begivenheder, da det pludselig banker på vinduet. To af mine kollegaer ignorerer lyden, og snakker videre. Jeg rejser mig og går udenfor, for at se, hvem det er. En ældre dement dame, står fortvivlet i sit nattøj og ved ikke hvor hun er.
Jeg henter mine to kollegaer, som er uddannet inde for området, for jeg kender ikke damen. De kommer ud til hende, mens de griner højt. Damen spørger fortvivlet: " Hvor er jeg henne?" Den ene af mine kollegaer siger: " Du er nok lige ude og gå en tur!" Hvorefter hun endnu engang griner højlydt. Den ældre dame, er stadig forvirret og ved ikke rigtig, hva hun skal svare til dette, og begynder at græde. Mine to kollegaer tager damen under hver sin arm, hvorefter de bevæger sig hen mod hendes beskyttede bolig. De er overgearet hele vejen derhen, mens de stadig skriger af grin.
Idrætsdag
Denne fortælling foregik i en ganske normal 6. klasse på en ganske normal skole i midten af halvfemserne.
Det var i ugen op til den årlige idrætsdag og vi var samlet i klassenstid for at vælge atletikdicipliner, vi skulle gennemføre på idrætsdagen. Læreren sad ved katederet og skrev elevernes valg ned, og da turen kom til mig, sagde jeg, at jeg gerne ville springe højdespring. Her skal det lige indskydes, at jeg var en stor og høj pige af min alder, men bestemt ikke meget overvægtig og havde aldrig før været udsat for mobning p.g.a mit udseende. Læreren kiggede derefter undrende på mig og sagde højt foran alle 25 elever. "Øh, Sofie synes du, at det er en god idé?? Du er jo lidt tung i det, så måske bliver det svært for dig!". Jeg blev straks meget ked af det, han havde sagt, men valgt at springe højdespring alligevel.
I ugerne efter episoden i klassen blev jeg for første gang drillet i mit liv, udelukkende kun fordi læreren havde sagt foran klassen, at jeg var tyk.
tirsdag den 4. september 2007
mennesker med sociale problemer
Den 3. menneskebog vi lånte, var en pædagog som arbejder, efter hendes egen bedømmelse en helt almindelig dagsinstitution med ualmindelig gode tilbud.
Nogle af deres ualmindelige tilbud er f.eks. :
De tilbyder hjemmehos-funktion, mor-barn samvær, legestue, kvindegruppe (danske, somaliske - og tyrkiske grupper), madkasseprojekt (forældrene lærer her hvordan man laver en god madpakke), cykelprojekt ( Somaliske og tyrkiske forældre lærer her at cykle, for at få lettere ved at kunne transportere sig selv frem og tilbage til sit job).
Det næste projekt institutionen ønsker, er at få en fædregruppe, så de også får et socialt netværk, og får mulighed for at debatere hverdagens små problemer.
Institutionen har en stor normering, og har derfor flere ressourcer til udvidet familiesamarbejde.
Nogle af deres ualmindelige tilbud er f.eks. :
De tilbyder hjemmehos-funktion, mor-barn samvær, legestue, kvindegruppe (danske, somaliske - og tyrkiske grupper), madkasseprojekt (forældrene lærer her hvordan man laver en god madpakke), cykelprojekt ( Somaliske og tyrkiske forældre lærer her at cykle, for at få lettere ved at kunne transportere sig selv frem og tilbage til sit job).
Det næste projekt institutionen ønsker, er at få en fædregruppe, så de også får et socialt netværk, og får mulighed for at debatere hverdagens små problemer.
Institutionen har en stor normering, og har derfor flere ressourcer til udvidet familiesamarbejde.
mennesker med nedsat funktionsevne
Den næste menneskebog på biblioteket vi lånte, var en fagperson, som arbejder med unge som er sent udviklede. Institutionen hun arbejder i er privat ejede, og derfor har de flere penge til rådighed. De er i alderen 17- 23 år. Institutionen har en intern afdeling og en ekstern. På den interne afdeling bor de unge i 3 år, hvor der vil være personale til at observere dem dagligt. Personalet hjælper de unge med at guide dem igennem deres hverdag, samt lære dem at begå sig ude i livet.
Med den ansatte fra institutionen som vi snakkede med, fortalte hun at der i huset bor 50 unge , hvortil der er 14 ansatte. Der udover er der 3 støttebeboere, som får kost og logi. De 3 støttebeboere har kun til opgave at være gode rollemodeller.
De faste ansatte på institutionen møder kl. 7.00 - 9.00 om morgenen, hvor hun hjælper de unge med at komme op og afsted om mogenen til deres job eller skole. De ansatte møder så igen fra kl. 15.00 - 20.00 om aftenen, hvor de hjælper med at få lavet aftensmad og ellers bare hygger om de unge. Fra 20.00 - 7.00 er de unge alene, men de kan altid få fat på de ansatte via mobiltelefon eller e-mail, dette er en del af ungdomskulturen, som de ansatte synes er vigtigt at disse unge også lærer.
Efter 3 år på den interne afdeling, bliver de unge så vuderet om de skal videresendes til den eksterne afdeling, eller om de er gode nok til selv at klare sig i samfundet.
Hende vi snakkede med, sagde at det bedste ved at arbejde med disse unge er, de fede oplevelser hun har med dem.
Med den ansatte fra institutionen som vi snakkede med, fortalte hun at der i huset bor 50 unge , hvortil der er 14 ansatte. Der udover er der 3 støttebeboere, som får kost og logi. De 3 støttebeboere har kun til opgave at være gode rollemodeller.
De faste ansatte på institutionen møder kl. 7.00 - 9.00 om morgenen, hvor hun hjælper de unge med at komme op og afsted om mogenen til deres job eller skole. De ansatte møder så igen fra kl. 15.00 - 20.00 om aftenen, hvor de hjælper med at få lavet aftensmad og ellers bare hygger om de unge. Fra 20.00 - 7.00 er de unge alene, men de kan altid få fat på de ansatte via mobiltelefon eller e-mail, dette er en del af ungdomskulturen, som de ansatte synes er vigtigt at disse unge også lærer.
Efter 3 år på den interne afdeling, bliver de unge så vuderet om de skal videresendes til den eksterne afdeling, eller om de er gode nok til selv at klare sig i samfundet.
Hende vi snakkede med, sagde at det bedste ved at arbejde med disse unge er, de fede oplevelser hun har med dem.
Børn og unge
Vi lånte en mennske-bog på vores skole, det ville sige, at vi snakkede med en pædagog på en institution i en større provinsby i Danmark. Hun fortalte om, hvordan hendes hverdag er og hvad hendes arbejde, som ressourcepædagog går ud på. Her kommer et resumé af vores interwiev:
I febuar 2007 startede en større kommune i Danmark et 3 årigt langt projekt, som går ud på, at have nogle ressourcepædagoger i nogle daginstitutioner. Disse ressourcepædagoger skal hjælpe børn og unge med at forebygge problemer, som man kan forudse muligvis vil opstå senere i individets liv.
Hendes arbejde går ud på, at følge børn i hverdage, og hjælpe med de problemer der kunne opstå for dem. Hun giver hjælp til selvhjælp. Det er dog ikke kun børnene hun snakker med, men hun tager også fat i forældrene eller stuen alt efter, hvor problemet er. Og derved giver dem positive råd til at klare dagligdagen.
Hun kom med et eksempel:
- Et barn på 4 år, som går i hendes institution, virkede ikke glad for sig selv. Barnet havde ingen selvtillid og forældrene og de voksne på stuen, var begyndt at få et negativt syn på barnet. Dette skyldtes at barnet forstyrrede, larmede og kastede rundt med tingene. Ressourcepædagogen går i sådan en situation ind og bruger noget alene-tid med barnet. Tager på turer, hvor hun også tager et andet barn med, for at skabe barnet nogle positive sociale relationer. Desuden snakker hun også med forældrene og får dem til at se de "gode" ting, istedet for kun at se på det "dårlige".
På den måde, hjælper hun altså med at lette hverdagen og styrke børn, forældre og de andre pædagoger.
I febuar 2007 startede en større kommune i Danmark et 3 årigt langt projekt, som går ud på, at have nogle ressourcepædagoger i nogle daginstitutioner. Disse ressourcepædagoger skal hjælpe børn og unge med at forebygge problemer, som man kan forudse muligvis vil opstå senere i individets liv.
Hendes arbejde går ud på, at følge børn i hverdage, og hjælpe med de problemer der kunne opstå for dem. Hun giver hjælp til selvhjælp. Det er dog ikke kun børnene hun snakker med, men hun tager også fat i forældrene eller stuen alt efter, hvor problemet er. Og derved giver dem positive råd til at klare dagligdagen.
Hun kom med et eksempel:
- Et barn på 4 år, som går i hendes institution, virkede ikke glad for sig selv. Barnet havde ingen selvtillid og forældrene og de voksne på stuen, var begyndt at få et negativt syn på barnet. Dette skyldtes at barnet forstyrrede, larmede og kastede rundt med tingene. Ressourcepædagogen går i sådan en situation ind og bruger noget alene-tid med barnet. Tager på turer, hvor hun også tager et andet barn med, for at skabe barnet nogle positive sociale relationer. Desuden snakker hun også med forældrene og får dem til at se de "gode" ting, istedet for kun at se på det "dårlige".
På den måde, hjælper hun altså med at lette hverdagen og styrke børn, forældre og de andre pædagoger.
Abonner på:
Opslag (Atom)
